Der skrives og vil uden tvivl blive skrevet mange bøger om tilværelsen som barn af to forskellige kulturer, men Kingstons er efter min mening af den mere originale, mere utraditionelle slags. Kinesiske myter og skikke væves ind i familiehistorien om en slidsom tilværelse i et fremmed land, hvor ingenting er som det skal være, alting er en smule intimiderende, og absolut ingen er til at stole på. Jeg siger de væves ind, men det er nok mere korrekt at sige at det mytiske og traditionelle gennemsyrer alt i livet, de er livet, i hvert fald for de kinesiske forældre, som forlod deres hjemland i 30'erne. For dem er alle ikke-kinesere spøgelser, hvilket fra starten lægger et usikkert fundament for børnenes opvækst blandt klassekammerater og nabobørn, som for det meste er hvide eller sorte.Kingston og hendes kinesiske kammerater ender konstant i akavede situationer blandt deres nye amerikanske medborgere over for hvem det er umuligt at forklare hvorfor et barn f.eks. ikke kender navnene på sine forældre, og det er ikke meget nemmere i familiens skød, hvor de kryptiske skikke og traditioner kun gør forvirringen værre. Det er til tider lettere skizofrent, men man fornemmer hele tiden at kærligheden og omsorgen for dem man elsker er drivkraften bag alt, også de mest uforståelige ritualer. De uhyggelige fortællinger, moren fylder sine børn med, skal hærde dem og gøre dem stærke. Når hun fortæller sin datter, at hun skar hendes tungebånd over, da hun var lille, er det ikke ønsket om at få hende til at holde mund, men ønsket om at få hende til at tale lettere, der er bevæggrunden. Det er måske uundgåeligt at Kingston på et tidspunkt gør oprør, men dermed opfylder hun i en vis forstand også rollen som Kvindekrigeren, fra sin mors fortællinger.
Jiro Taniguchis "grafiske roman" Min fjerne Barndomsby, er fortællingen om en hårdt arbejdende familiefars rejse i tiden til dengang han var fjorten år. Omdrejningspunktet for det relativt enkle plot er, at hovedpersonen, Hiroshis far netop forlod sin familie, da sønnen var fjorten år. Hiroshi har ikke set ham siden, og ingen ved hvad der er blevet af ham. Hiroshis "reinkarnation" giver ham imidlertid muligheden for at forhindre faren i at tage den drastiske beslutning og dermed ændre begivenhedernes gang. Men det er sin sag at ændre på fortiden, og bogens pointe er nok også mere end det, da Hiroshi som voksen lettere kan spejle sig i den far, der vendte ryggen til sin familie og forsvandt for altid. Undervejs er det en fryd at følge den genfødte teenager hjemme i barndomsbyen, mens han nyder sit legemes lethed, den første kærligheds rus og en fornyet interesse og forståelse for skolefagene, som engang havde virket så dræbende. Det er slet ikke så tosset at have en 48-årigs erfaringsgrundlag i en fjortenårigs legeme... At Tanaguchis fortælling er rørende og tankevækkende skyldes ikke mindst hans fantastiske tegninger, der både indeholder poetiske detaljer og komik. Der er mange landskaber at forsvinde ind i og mange vigtige øjeblikke, der er tegnet med finfølelse, og trods den realistiske streg præges alt af en drømmende tidsrejse-stemning. Jo, vend endelig tilbage til den fjerne barndomsby.
Denne roman fra 1946, beskriver et enkelt år i en midaldrende funktionærs og hans families liv under Anden verdenskrig. I flugt fra bombeflyene, der ruller ind over byen i ly af natten, flytter Ahmad Akif og hans forældre til det gamle Khan al-Khalili kvarter. Fra vinduet i sit nye sovekammer, kan Ahmad på den ene side kigge ud på bydelens skæve hustage og labyrintiske gader, til den anden, vinduet hvor naboens datter har sit værelse. Ikke overraskende er det sidstnævnte der optager ham mest, og en ordløs forbindelse knyttes mellem den unge nabodatter og den selvhøjtidelige, men pinligt generte hovedperson. Da hans bror, Rushdy, uventet vender hjem og flytter ind i værelset ved siden af sin brors, kommer Ahmads tilbageholdenhed til at koste ham. Han kan ikke matche Rushdy i ungdom, selvsikkerhed og skønhed og det er ikke længere Ahmad, nabodatteren søger med sit hede blik fra vinduet overfor. Lad det være nok sagt, og læs den gerne under Ramadan måneden, hvor meget af handlingen finder sted.
I Carpentiers roman De tabte spor, fra 1953, optræder ingen spøgelser, engle eller deciderede spåkvinder, som man kender dem fra Marquez' eller Allendes romaner, til gengæld er det reale gennemsyret af det fantastiske, tilvirket af et poetisk sprog, der giver læseren en stærk drømmer-jeg-eller-er-jeg-vågen følelse. Handlingen finder sted i et unavngivet sydamerikansk land, og beskriver en intellektuel komponists odyssee fra storbyens selvhøjtidelige kulturelite til junglens hjerte ført ved hånden af den indianske kvinde, Rosario. Junglen er mærkværdig og paradisisk, dens frø kan spire i menneskense lommer og hjerter, den er et oplsugende svælg og dræbende i regntiden men aldrig gold og dødelig som storbyen. Carpentier er skarp i sin kritik af den moderne mand og hans ambitioner - en lidenskabelig bror til Thoreau...
Hvordan nu referere handlingen? Det er naturligvis en historie om kærlighed, den mellem Mesteren og Margarita. Omstændighederne har skilt dem ad: Mesteren er endt på et hospital for sindslidende, mens Margarita fører en ulykkelig tilværesle sammen med sin ægtemand uden anelser om, hvor Mesteren befinder sig. Men stop en halv! Inden vi når så langt, er der historien om Woland og hans entourage, der ankommer til Moskva. Woland er ingen anden end Satan selv og holdes ved selskab af bl.a. katten Behemot, der går på bagbenene og skyder med pistol. Woland og hans slæng skaber kaos i byen med deres sorte kunster, og langt hen i handlingen, er det ikke til at se, hvad al den ravage skal ende med. Parallelt med denne handling hører vi om ingen anden end Pontius Pilatus. Disse kapitler er skrevet af Mesteren, der satte sig for at skabe et mesterværk om Pilatus, men det nåede at aldrig at se tryksværte og endte på bålet i stedet. Mens Mesteren nu ligger psykisk forslået på en hospitalsstue, udser Woland Margarita til at optræde som værtinde ved hans store forårsbal. Hvis hun indvilliger, kan hun måske til gengæld bede ham om en tjeneste. Handlingen tager herefter fart i bogstaveligste forstand. Margarita er sammen med sin pragtfulde tjenestepige Natasja den skønneste og mest overbevisende heks, jeg endnu er stødt på i litteraturen. Margaritas kvindelighed skinner igennem som en diamant, og hun skuffer naturligvis ikke som ballets dronning. Hun bliver belønnet til sidst for sin kløgt og medmenneskelighed og bliver genforenet med Mesteren. Her slutter historien ikke helt, men det må man selv fornøje sig med...
Det lille litterære mesterværk med den tonstunge titel beskriver staten OneState, civiliationens højdepunkt, hvor mennesker er numre, tilværelsen en køreplan, og verden et glasbur, hvor alle kan se alle, fordi ingen under alle omstændigheder kunne finde på noget så absurd som at skjule noget for nogen. Over OneState hersker The Benefactor, den uopnåelige, omnipotente leder med hænder som bly. Rundt om OneState ligger den grønne verden med sine træer og vilde væsener, som man holder ude ved hjælp af en høj mur. Så langt så godt. Helten, som naturligvis er en anti-helt, D-503 er en matematisk mester, der har bygget INTEGRAL, et rumskib af en art, der skal bringe kendskabet til OneState ud til fremmede verdener. Det er ren filantropi: også I kan opleve den evige lyksalighed, hvis I indretter jeres samfund efter vores model. We består af de dagbogsnotater, D-503 har til hensigt at sende ud sammen med INTEGRAL, som et langt oplysende brev til sine ukendte læsere i ukendte verdener. Alting bliver imidlertid forpurret, som det jo næsten altid gør, af en kvinde, den karismatiske I-330. I det øjeblik D-503 møder hende, skrider hans verden ud på et sidespor, og der findes ellers ingen sidespor i OneState. Zamyatins ukendte mesterværk fra 1921 inspirerede George Orwell da han skrev 1984. En klassiker!
RENÆSSANCEN og humanismens rødder - Rune Engelbreth Larsen
VERNON G. LITTLE - En komedie fra det 21. århundrede med døden i en af hovedrollerne - DBC Pierre
Kunsthistorikeren med det umulige efternavn nedbryder med et sværdhug alle de romantiske illusioner, man måtte have om kunsten ved århundredeskiftet. Med skarpe argumenter påpeger han de stærkt misogyne aspekter ved pre-rafaelitterne, de franske romantikere, impressionister som Manet og Degas og mange, mange andre, også forfattere som Tennyson, Zola og Bram Stoker. Under Dijkstras analyser afsløres disse fantastiske og tit nyskabende kunstnere som en flok forstokkede og kvindeforskrækkede mørkemænd. Det er mægtig spændende og berigende læsning, der giver et utrolig godt indblik i tidens opfattelse af kønnene. Alligevel skal det dog siges, at Dijkstra til tider virker lidt for enøjet i sin kritik (jeg har f.eks. meget svært ved at se de erotiske aspekter ved Carl Larssons småpiger...).
Forholdet mellem kunstnere og stoffer kender vi fra forfattere som Coleridge, Baudelaire, William S. Burroughs og Alexander Trocchi. Men stofferne har været brændstof for andre betydningsfulde personer gennem historien som f.eks. Freud, der for en tid var ivrig forbruger af kokain, og som siden benyttede sig af sine erfaringer med stoffet i udviklingen af psykoanalysen. Sadie Plant har skrevet en meget vidtfavnende historie om stoffer og deres forbrugere, og hun hævder bl.a. : "at brugen, produktionen og handlen med stoffer - narkotika, stimulerende midler, hallucinogener - har skabt afgørende dele af vor tids mest originale tænkning og økonomiske vækst."
Bogen findes på dansk og er udgivet af Samleren.
ATTENTATET PÅ MOSES 1, DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER - Ove Von Spaeth.
Endnu en bog man bare kan dykke ned i igen og igen for at hente viden og forståelse! I dette første bind i pentalogien om Moses søger forfatteren med velunderbyggede argumenter at afdække den egentlige identitet af profeten fra det gamle testamente. Vi får således bl.a. indblik i, hvad der lå til grund for beretningen om barnet i sivkurven, der sejler på Nilen og hierosgamos det hellige bryllup mellem gud og kvinde.
Læs mere om bøgerne på websitet. Udgivet af C.A. Reitzel.
Links

Humanisme
Omfattende hjemmeside af Rune Engelbreth Larsen, der vækker renæssance humanismen til live og sønderlemmer den danske højrenationalisme med sine knivskarpe argumenter.
Sarband
Musik for os i vesten, som drømmer om østen.
Anapop
Træd ind i den tyrkiske rock, folk og popmusik historie.
Ruiner
Tag på eventyr i forladte og forfaldne fabrikshaller, fængsler, bådhavne og hospitaler.
Undomondo
Mp3 blog på engelsk fra Istanbul, jazz, disco, rock og pop uden grænser.
The Yeast Infection Homepage
Alt hvad du må vide om @*!€%&$@**!! skedesvamp, oven i købet skrevet med fed anti-kapitalistisk attitude!
Blogs
Cegebe
Engelbreth på Politiken
Modspil